nkt cables køber kinesisk højspændingskabelfabrik

nkt cables har underskrevet en endelig købsaftale med Xinhua Cables Group om 100% overtagelse af Xinhua's højspændingskabelfabrik i Hejian City, som ligger i den kinesiske Hebei provins. Aftalen skal ses i sammenhæng med fondsbørsmeddelelse nr. 7 af 26. marts 2009 og efterfølgende omtale i NKTs 2. delårsrapport af 25. august 2009.
Købet er en del af nkt cables’ strategi for udbygning af sin tilstedeværelse på det voksende kinesiske marked. Kina er i dag det hurtigst voksende forretningsområde i nkt cables, drevet af betydelige infrastrukturinvesteringer inden for energiforsyning og transport. Købet skal ses i sammenhæng med, at nkt cables allerede i dag sælger og producerer mellemspændingskabler og køreledninger til højhastighedstog i Kina.
nkt cables forventer at afslutte transaktionen senest den 1. januar 2010, og de mellemliggende måneder vil blive brugt til at få de endelige formaliteter på plads og til at færdiggøre due diligence undersøgelserne. Kabelfabrikken er relativt nyetableret og dens produktionskompetence indenfor højspændingskabler vil i kombination med nkt cables’ viden, referencer og tilbehørssortiment udgøre et attraktivt tilbud til markedet. Fabrikken har tre hovedproduktionslinjer og kan producere og teste kabler op til 500 kV.
Perspektiver
nkt cables har været til stede i Kina i næsten 15 år og har i denne periode opbygget en produktions- og salgsplatform med betydelige kompetencer inden for specielt mellemspændingskabler og tilbehør samt køreledninger til højhastighedstog. Disse aktiviteter forventes i 2009 at realisere en omsætning over 100 mEUR.
Købet af Xinhua Cables kompletterer denne platform i form af produktionskompetencer inden for højspændingskabler op til 500 kV. Baseret på den forventede udbygning af transmissionsnetværket i Kina og den stadig tiltagende urbanisering forventes købet at understøtte en vækst i Kina på 50% over de kommende år.
Finansielle forhold
nkt cables’ investering i forbindelse med købet udgør kontant ca. 150 mDKK.
Investeringen påvirker ikke NKTs resultatforventninger for 2009, som senest blev offentliggjort i NKTs 2. delårsrapport 2009 den 25. august 2009.
Evt. spørgsmål bedes rettet til undertegnede på telefon 4348 2000.
Med venlig hilsen
NKT Holding A/S
Thomas Hofman-Bang
Administrerende direktør